”Bag Diget” ved Vidåslusen i Højer

Siden den nye vadehavsudstilling ”Bag Diget” ved Vidåslusen åbnede den 3. oktober i år, har der været mere end 4000 besøgende.

udstilling_4000.jpg
Naturudstillingen har siden åbningen den 3. oktober været flot besøgt. (foto: Anders Rahbek)

Vi er meget tilfredse, fortæller Anne Marboe fra Naturstyrelsen Vadehavet. Vi har fået installeret en elektronisk tæller i døråbningen, så vi kan få en ide om hvor besøgt udstillingen er.

Selvom udstillingen kun nåede at have åbent i oktober måned, inden den lukkede for denne sæson, viser tallet at der er stor interesse for vores fælles verdensarv Vadehavet.

Udstillingen, som ligger ved Vidåslusen ved Højer, skal give den besøgende et indtryk af den enestående natur i vadehavet, som også er på UNESCOS verdensarvliste. Udover dansk er udstillingen også oversat til tysk og engelsk.

I udstillingen er de lysende elementer en æstetisk oplevelse og giver samtidig god basis for formidlingen med store flotte naturbilleder. Man kan se flotte film om trækfugle, kigge ud over marsken til diget eller få en ret dramatisk oplevelse af stormflod. Du kan via touchskærm udspørge den virtuelle ekspert, der ved alt om Vadehavet, og se en kortskærm med info om de spændende natursteder, der kan besøges i området. Der er også formidling for de mindste med rørehul til børsteorm, kighuller til kiselalger og slikkrebs, quiz om naturen.

Udstillingen inviterer til at gå ud i naturen og giver gode ideer til at gøre oplevelserne endnu bedre.

Udstillingen, som Nationalpark Vadehavet, Tønder Kommune, Vadehavets Formidlerforum og Naturstyrelsen står bag, finder man kun få skridt fra et af verdens mest spændende tidevandsområder med diger, sluser, trækfugle og mødet mellem hav og land.

Udstillingen er gratis og er åbner igen fra 1. april til 30. oktober i tidsrummet 10.00-18.00.

Du kan se flere fotos fra udstillingen og downloade et kort over området på udinaturen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *