Dansk Mølledag i Højer Søndag den 15. juni 2014
Så nærmer 3. søndag i juni sig – og det betyder en festlig søndag på Højer Mølle fyldt med aktiviteter for børn og voksne.
I år skydes dagen i gang med præsentationen af Sønderjyllands første model af et sønderjysk kaffebord efterfulgt af foredrag ved Inge Adriansen under titlen “Brøtåt, riskach, knepkach og gojraj”. Spiselige udgaver af disse kager vil naturligvis kunne købes hele dagen sammen med en god kop kaffe i møllebutikken.
Der vil være pandekagebagning over bål, salg af grillpølser, hestevognskørsel og folkedans. I møllen vil der være udstilling af husflid, hvor man bl.a. kan se sivfletning på tæt hold. Der vil også være mulighed for at male mel på håndkværne. Og så håber vi naturligvis på god vind, så den store kværn i Højer Mølle kan komme i gang, så vi kan lave mel, som da (olde)far var dreng.
Dansk Mølledag er en festdag, hvor møller landet over inviterer publikum indenfor for at få en fornemmelse af og indblik i møllernes teknik og betydning, som leverandør af mel og gryn til det daglige brød og grød. Enkelte har, som Højer Mølle, været i brug helt op i 1970’erne.
Selvom møllerne i dag har mistet deres betydning som industribygninger, spiller de stadig en rolle, som væsentlige mindesmærker over et stykke dansk og europæisk kulturarv.
Højer Mølle stod i 1970’erne fuldstændig faldefærdig og blev kun reddet ved hjælp af stort lokalt engagement og gavmilde donationer fra private fonde. Derfor står møllen i dag i al sin pragt og vælde. Uden denne indsats, fra privat såvel som fra offentlig side, ville Højer by og Vesteregnen være et vigtigt kulturelement fattigere!
Møllen er åben fra kl. 10.00 – 17.00, og der er gratis adgang.
Dagens fulde program kan ses her:
Kl. 10.30 Model af “Det sønderjyske kaffebord” 1:1 præsenteres
Herefter 30 min. foredrag med titlen:
“Brøtåt, riskach, knepkach å goeraj” v/ Inge Adriansen, Sønderborg Slot
Kl. 11.30 :Rundvisning i Højer Mølle v/ Anne Marie Overgaard
Fra kl. 12.00 Hestevognskørsel rundt i Højer
Kl. 13.15 Rundvisning i Højer Mølle v/ Anne Marie Overgaard
Kl. 14.00 Folkedans v/ Rømø-Skærbæk Folkedanserforening
Hele dagen: Højer Mølle maler mel. Fremstilling af mel på håndkværne. Pandekagebagning over bål.
Salg af grillpølser, kaffe og naturligvis hjemmebagte, sønderjyske kager. Udstilling af husflid samt uld fra Havervadgaard.
Museets udstillinger åbne: “Mølleri i Vestslesvig” “Det daglige brød – brød og bagning gennem 2000 år” “Mennesker og landskab i marsken”
Programmet kan også hentes HER …
|