Højer

Nyt borgerinitiativ ser dagens lys i Højer

Nyt borgerinitiativ ser dagens lys i Højer

Tirsdag aften var der møde på Kulturcenter Kiers Gaard. Deltagerne hørte om planer for det nye byrum ved Storegade, og om et nyt borgerinitiativ kaldet Højer Byudvikling Aps

Tøndermarsk Initiativet har fra begyndelsen haft et særligt fokus på en ambitiøs byomdannelse i Højer. Et løft af Højer som porten til Tøndermarsken. Delprojektet ’Nyt byrum ved Storegade’ har fået en del opmærksomhed, her var det planen, at nedrivningen af tre huse skulle give plads til et nyt byrum. Flere kom i tvivl om den løsning. Blandt andet var frygten, at det nye byrum ville blive for stort og for åbent.

Tirsdag aften kunne Lars-Erik Skydsbjerg, Fagchef og projektleder for byomdannelsen, afsløre helt nye planer for området omkring Storegade 17 til 23. Det gjorde han på Kulturcenter Kiers Gaard, hvor næsten 100 borgere var samlet.
”Vi er blevet klogere” sagde Lars-Erik efter mødet: ”Vi har fra start involveret borgerne i Højer i de mange nye tiltag. De har været dybt engagerede, og er kommet med mange gode ideer og masser af god viden. Det har vi lyttet til, og jeg synes, at der med borgerinitiativet har vist sig en god mulighed for en spændende løsning for det videre arbejde med Storegade. En løsning vi i fællesskab kan være med til at realisere.”
Der bliver stadig plads til nyt byrum ved Storegade, mener Lars-Erik:
“Det bliver en del af landskabsarkitektens opgave, at udforme dette, med afsæt i de idéer, der er kommet frem i løbet af borgerinvolveringen.”

Fem borgere er gået sammen om at danne Højer Byudvikling Aps. Borgerinitiativet ønsker en delvis bevarelse af de tre huse på Storegade. På Kiers Gaard fortalte de om deres visioner, og arbejder nu videre med flere forskellige muligheder og planer for området. Jørn Petersen fra borgerinitiativet fortalte under mødet, at han virkelig håber på stor opbakning fra alle i Højer til det nye initiativ. Han kunne fortælle, at en del af inspirationen er hentet i Vestervig, hvor en lignende borgeropbakning har været en stor succes.
“Hvis de kan i Vestervig, kan vi også i Højer” sagde Jørn Petersen i sit indlæg, og mødte mange klapsalver fra salen.

Højer Byudvikling Aps har stiftende generalforsamling i begyndelsen af det nye år. Borgerinitiativet bliver bakket op af partnerskabsgruppen bag Tøndermarsk Initiativet. Partnerskabsgruppen – Realdania, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, Nordea-fonden og Tønder Kommune, ser udviklingen som et tegn på et stærkt engagement, og glæder sig over at borgerne i Højer, på denne måde tager ejerskab til projektet.

Fritz Sönnichsen, Flemming Mathiesen, Peter Sönnichsen, Morten Overgaard og Jørn Petersen har taget initiativ til Højer Byudvikling Aps.

Del på Facebook