At plukke Sut ved Højer

At plukke Sut ved Højer

Artikel af Uwe Brodersen www.dengang.dk

Æ ha plukket sut u å æ vae. Ja sådan kunne man dupere københavnerne. Jeg har ikke selv plukket. Men de har min Oma og andre kvinder u i æ kow. Og Sut var en herlig spise. Det mindede om Grøntlangkål, men jeg husker smagen som mere kraftig og lettere fordøjelig. Sudder, Sodde og Sorrer er andre betegnelser for den herlige spise, som var en delikatesse.

 

Når man skulle dupere københavnerne

Da jeg for utallige år siden havde en kæreste i København bad kærestens mor mig til en fest, om at sige noget på sønderjysk. Og hvad svarede jeg?

 

  • Æ ha wenn u å æ vae å pluk   sut å spis Ballumme – Knepkache
  • Æ ha taft æ lihm   i æ ausguss

 

De to sætninger var ikke konstrueret, men det nok utænkelig, at man spiser knepkager fra Ballum, mens man plukker Sut eller Søje ude ved Vadehavet.

Ja for ikke sønderjyder kan oplyses, at den næste sætning betød:

 

  • Jeg har tabt kosten i vaskekummen

 

Dengang skabte de to sætninger begejstring i Herlev hos Mariannes forældre.

 

De plukkede sut i Ny Frederikskog

Min Oma (mormor) og hendes naboer ude i Ny Frederikskog plukkede Sut. Det smagte faktisk ret godt. Men det var lidt omstændigt at tilberede. Og det var noget, jeg fik i min barndom, når jeg besøgte Oma og Opa u i æ Kow.

 

En delikatesse i marsken

Sut lyder nok ikke at meget, men det blev betragtet som delikatesse her ude i marsken. Sut er vildtvoksende og kræver salt, for at kunne trives.

Dengang voksede den fra Højer til Rømø.

 

Der vokser ikke ”sudde” i enhver mands have

Disse forårets første grønne urter blev tidligere sammen med mynte og honning givet til afkræftede personer. Tidligere var det sådan herhjemme, at man skærtorsdag skulle have suppe på 7 eller 9 slags kål.

 

Strand – vejbred er almindelig langs Jyllands vestkyst og sydpå. Men det er som om, at det kun er landets sydvestligste del, hvor man sætter pris på den.

Et gammel ordsprog fra ca. 1700 lyder sådan her:

 

  • Der vokser ikke ”sudde” i   hver mands have.

 

Man skar vel Sut?

Jeg mener, at damerne ude fra Anden katastrofevej ude i Ny Frederikskog sagde:

 

  • Æ ska u å pluk sut u å æ vae

 

Men det rigtige er vel, at sige, at man skal ud og skære sut.

 

Mange navne på Strand – vejbred

Men det som faktisk hedder strand – vejbred, men sut på sønderjysk, kendes også som soj i 1683. Andre navne gennem tiden var sudder, sår, sorr, sør, surr, sodde og så det vi lærte som børn, sut.

På Samsø er sod en madsuppe.

 

Kan spises uden skade

I 1796 findes følgende beskrivelse af sut:

  • Farven er ikke så lys som græssets,   men noget mørkere,   omtrent som glatte grønkålsblade. Dog sker der undertiden,   at når en fattig huskone tager   et 6 – 7 års barn med for at hjælpe med sutplukningen, kan   det ikke altid se forskel mellem den søgte plante og græsstråene ved siden af. Moderen   må sortere dem fra, før hun kan bruge eller sælge sutbladene.
  • Hvordan de gamle beboere   lands strandbredderne har opdaget, at sut kan bruges som langkål og spises uden skade,   skønt   den gror på salt   grund og næsten   halvdelen af tiden står under   saltvand, kan man lige så lidt   sige noget sikkert om, som hvorledes brødbagningen blev opfundet.   Rimeligvis har fattige mennesker først vovet at koge og spise   sut af mangel på andet.

 

Skal udblødes i ferskvand

  • Nu er det blevet så lækker   en spise, at bemidlede folk i 1 – 2   miles afstand fra de steder, hvor sut vokser, opkøber og betaler langt højere end blomkål. Da sutbladene hverken er   særligt lange, brede eller tykke,   bliver de ikke hakket eller skåret i mindre stykker, men   koges som grønkål, efter at man et par gange   har udblødt dem i koldt ferskvand og   nøje set efter, at der ikke findes   enkelte græsblade skjult imellem dem.

 

Smagen lidt skarpere

Oma brugte ikke salt i tilberedningen. Det var ikke nødvendig. Man kunne tilberede på forskellige måde – fedt eller magert.

Smagen var vel nok nærmest dejlig grønkål. Men så vidt jeg husker, var det lettere fordøjelig og smagen måske lidt skarpere, når jeg husker tilbage.

Det var vel i begyndelsen af sommeren vi fik sut u i æ kow.

 

Sut kunne dyrkes

I ældre tid kunne man sælge sut fra tidlig forår til langt hen på efteråret. Man kunne udplante det som en slags suttørv. Man det skulle dagligt overstænkes med saltvand.

 

De allerfleste hentede dog sutten ude på marsken, eller helt korrekt u å æ vae å æ forland.

 

Bladene spises nogle steder

Tænk den danske botaniker, Hornemann skrev i 1806, at

 

  • bladene spises nogle steder   som salat eller kål.

 

Hakket, kogt eller stuvet

Ja selv Nationalmuseet er gået tilbage til midten af det forrige århundrede. Og her findes der oplysninger om sojkål, sojakål eller sojagræs som anvendtes i husholdingen – hakket, kogt og stuvet som grønlangkål eller spinat til flæsk.

Blandet med blade af vild kommen gav det en frisk og stærk suppe.

 

Var en almindelig grøntsag

Omkring år 1900 var det en almindelig benyttet grønsag. På Mandø og Rømø var det en yndet spise. Og i Ballum samlede børnene planten i sækkevis til salg.

 

Med i den nye sønderjyske kogebog

Inge Adriansen har i sin nye pragtfulde sønderjyske kogebog Smag på Sønderjylland også en ret med Sut. Hun kalder den for sorrer eller sudde. Og hun har ret i, at det er en delikatesse. Selv om, det er mange år siden, så husker denne sides redaktør, Sut som en prgtfuld spise.

 

Mon kvinderne i Ny Frederikskog stadig henter sut og tilbereder den?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *