Højer

Den mærkelige læge fra Højer

Den mærkelige læge fra Højer

Juli 24, 2008
Artikel af Uwe Brodersen www.dengang.dk

En højtuddannet læge med utraditionelle behandlingsmetoder kom til Højer 1867. Manden, der hed Jersild fik efterhånden kult – status, og folk valfartede til ham. Han var dog bange for at blive begravet levende, og var en af de første der blev ligbrændt herhjemme. Læs her hvordan han fjernede en jernsplint i øjet, kurrerede tarmslyng og beordrede koldtvandskure i Vadehavet. 

I 1867 fik Højer en ny læge. Theodor Jersild var søn af en vekselerer og havde uddannet sig i Kiel. Da han var med uddannelsen rejste han rundt i Tyskland, Frankrig og England, hvor han fik suppleret sin uddannelse hos disse landets mest ansete læger.

12 år senere blev Jersild afløst af apotekersønnen Nagel fra hjembyen Højer. 

Rejsende med skærende instrumenter

Jersild var en elegant skikkelse, der altid gik sortklædt med udskåret vest og skinnede hvidt linned. Han havde en bred pande med en skaldet isse.

Han var slagfærdig og havde nogle drastiske helbredelsesmetoder.

Da han ankom, havde Højer kun en gæstgivergård. Værtinden var måske lige lidt for nysgerrig. Derfor spurgte hun: 

  • Hvad rejser   de så med?
  • Med skærende   instrumenter, svarede Jersild
  • Ja det går   nu ikke herude, vrissede værtinden.

 

Hun havde endnu ikke fundet ud af, at det var byens nye læge. 

Der røg mandlerne

I skænkestuen lagde Jerild mærke til at en af hæwingerne ikke kunne få tepunchene ned.

Vent et øjeblik, sagde han og gik op på sit værelse efter nogle instrumenter. Han bad nu manden om at åbne sin mund. Inden alle gæsterne vidste, hvad der skulle foregå, havde han spiddet mandens mandler på sit instrument. Så klappede han manden på skulderen og sagde:  Nu skal De se, det skal nok gå bedre med at få tepunchene ned.

Og sådan gik det. Der røg sikkert et par ekstra ned.  

Det hvide vendte ud af øjnene

Da han blev op søgt af byens smed, der havde fået en jernsplint i øjet, lagde han et reb om halsen på ham og hængte ham op i en krog, så den store smed var ved at kvæles. Derved vendte øjet sig i hovedet og lægen fik hurtig splinten fjernet. 

Sådan helbreder man tarmslyng

Da han i 1879 tiltrådte sin gerning i Tønder, blev han tilkaldt til en patient i Bredebro, der led af tarmslyng. Han beordrede patienten lagt på en skrumlende ”kastenvogn”, der i voldsom fart skulle køre til Flensborg. Jersild sagde, at han der skulle på operationsbordet.

Vognen nåede dog kun til Tønder. Under rysteturen var smerterne forsvundet. Men den havde lægen regnet ud.  

Koldtvandskurene i Vadehavet

Rygterne bredte sig. Også hans koldtvandskure. De gik ud på, at man foretog spadsereture og vandreture ved ebbe i Vadehavet. Derfor blev der i sognene anskaffet baderekvisitter, og der blev uddannet sygeplejerske, der fik lært at bruge termometer og bad.  

Der har I Moses og profeterne, sagde han for at understrege, hvor vigtig disse kure var. Resultaterne udeblev heller ikke.

Han foretrak, at operere i det fri. Han mente, at vesterhavsluften ikke indeholdt mikrober, der var farlige for sår.    

Kultstatus

Han indførte mavepunpen, gips og stivelsesbandage og foretog vellykkede øjne – og øreoperationer. Efterhånden havde han opnået kultstatus og folk kom langvejs fra. De ventede i dagevis, og mente, at han kunne kurere alt.  

Et frisindet sprog

En dame, der led af en håbløs sygdom havde af sin læge fået at vide, at hun skulle drikke en kaffepunch hver morgen. Da Jersild hørte dette råd, udbrød han En kaffepunch, Nej min gode kone, De skal skam ta´ to.

Hans frisindede sprog kunne godt for hæwringerne og det pæne borgerskab op af stolene.

Kamelen skal i vand. Kadaveret skal nok komme sig. 

Recepten på ryggen

På apoteket i Højer kom en mand en dag for at hente medicin. Han gik hen til skranken, og vente sig samtidig om. Apotekeren så da, at recepten var skrevet med kridt på hans ryg. Han havde været under Jersilds behandling. Og i det fattige hjem i Højer var der mangel på almindeligt skrivemateriale. Så denne metode, var den eneste udvej. 

Overpris betalte for den næste

En rig marskbonde ville betale for en behandling. Jersild svarede, at det kunne vente til senere. Den stædige bonde blev dog ved. Jeg betaler kontant. Jersild svarede Javel da, det bliver lige 100 Mark. Bonden udbrød forundret 100 Mark. Ja, sagde Jersild, hvis De ikke har så mange, så lad bare vente.

Bonden lagde modvilligt pengene på bordet. Nu kom en fattig mand i samme ærinde, og han ønskede også at betale.

Deres regning er betalt min gode mand, svarede lægen til denne mands forundring. Jo kan de se den tykke mand derhenne på gaden, sagde han og førte den fattige mand hen til vinduet. 

Et frimærke på tungen

Da han var i gang med at skrive et brev, trådte en ældre kvinde ind. Jersild bad hende om at række tungen frem. Derpå tog han et frimærke og vædede det på den fremstrakte tunge.

Et sådan påfund blev sikkert modtaget med forbavselse af høwringerne.  

Hvornår vil De have Deres vinterkartofler?

Nogen gang gik det lidt for hurtig hos læge Jersild. En bondekone kommer ind. Hun bliver straks beordret til at smide tøjet. Hun så meget desorienteret ud. Jamen De fejler jo ikke noget, sagde lægen. Det ved jeg da godt, var svaret Jeg ville kun spørge Dem, hvornår De ville have Deres vinterkartofler.  

Ingen gravskrift – ligbrænding

Jersild var en rigtig selskabsløve. Drikkevandet var den gang ret sundhedsfarligt, men han forstod at slukke tørsten på anden vis.

En af de gode venner var redaktør Skovrøy. En aften sad de på Skyttegården i Tønder. Her fortalte Jersild, hvad der skulle stå på hans gravskrift: 

  • De ben, der   hviler her, er mine, jeg ville ønske det   var dine.

 

Den 17. november 1904 døde Jersild. På hans ældre dage var han bange for at blive levende begravet. Han havde aftalt med en sine venner dyrlæge Hauge i Tønder, at han straks skulle komme og skære pulsårerne over, når han havde hørt om dødsfaldet. Han havde stillet ham en belønning på et par tusinde Mark i udsigt. Men de penge kom aldrig til udbetaling. Som en af de første i landet, ønskede han ligbrænding.  

Det var måske mærkelig, at sådan en læge slog ned ved vestkysten. Men mon måske var det hans frihedstrang, der førte ham hertil. Og Hæwringerne og den fra Tynne vænnede sig efterhånden til hans utraditionelle metoder. Og det mærkelige læge fra Højer blev faktisk meget afholdt. 

Kilde:

Se Litteratur Tønder og Højer