Det var ikke et helt almindeligt mejeri. En offentlig badeanstalt var der også. Kettelein, der var mælkekusk var populær blandt børnene. Og turen for chaufføren ud til grænsegendarmerne kunne være opslidende, særlig når groggen skulle ned. Mejeribestyren skulle henvende sig på borgmesterkontoret, når han skulle ud på slusen, også når han kom hjem derudefra. 

Mange henvendelser

Jeg har fået en del henvendelse fra beboere i Højer, eller dem, der har været beboere i Højer om at skrive om mejeriet. Som det vil fremgå af vores debat på forsiden er der mange, der har været inde og kigge på en efterlysning om informationer om mejeriet. Så kære hævringer her er så et lille bidrag.  

Mange andelshavere

I 1901 oprettede 72 andelshavere Højer Mejeri. Mindst 45 af disse havde ikke noget at gøre med landbrug at gøre. De betegnede sig selv som arbejder, bager, brygger, bødker, fabrikant, gartner, glarmester, gæstgiver, købmand, maller, møller, rebslager, skipper, skomager, skrædder slagter m.m.  

Mejeriets personale

Mejeribestyrer blev Christian Lauritzen Holm. I årene 1929 – 30 blev der indvejet 450.000 kg sødmælk og solgt knap 5.000 kg smør til en eksportforening. Resten blev solgt i byen.

Personalet bestod af bestyreren, en mejerist, en kusk til handelsvognen, en kusk ansat af leverandørerne og en chauffør til bilen. Denne hentede den udenbys mælk.  

I 1931 havde mejeriet 42 leverandører med 170 køer, men heraf havde de 33 under fem køer.  

Handelsvognen var et hestetrukket enspænderkøretøj, der kom rundt i alle byens gader. Mælkemanden annoncerede sin ankomst ved at ringe med en messingklokke, der sad fast på vognen. Så kom husmødrene, der næsten alle var hjemmegående med deres mælkekander og flødepotter. Mælken sad på vognen i galvaniserede transportspande med messinghaner, som man tappede mælk og fløde af.  

En del familier købte sødmælk ve æ stalddør. Enkelte i Højer cyklede med deres malkespand ud af markvejen til husmanden i æ Sjøv, Kannikehusvej 2. I regnvejr var vejen næsten ufremkommelig. Men mælken var god og billig. 15 øre pr. liter i 1940. Hvis man hældte mælken op i en skål, kunne man dagen efter skumme et godt lag fløde af.  

Kettelein

Det var Christian Lorenzen fra Frifelt, der var kusk på det hestekøretøj, der hentede mælken hos leverandørerne. Han var en stor børneven og havde altid vognen fyldt med glade børn. Ja det var flere børn end der var mælkespande. Børnene kaldte ham Kettelein. Hans kørende børnehave var et oplivende moment i Højers bybillede.  

Ismaskine

En ismaskine befandt sig også på mejeriet. Den fremstillede is i blokke. Som blev knust. I begyndelsen måtte man selv i gang med en hammer. Men senere fik man en knusemaskine. Mejeriet solgte blandt is til slusemesteren u å æ Slus. Isen blev brugt, når der blev transporteret glasål til Tyskland og Sverige. De blev transporteret i kasser, hvor der lå mange lag over hinanden med trådvæv imellem. Øverst var der et lag knust is, hvor smeltevandet efterhånden løb ned og holdt de små ål våde.

Is til udvortes brug

Når så lægen ordinerede is til udvortes brug, kunne dette erhverves på mejeriet, endda uden recept. Isen blev knust i såkaldte isposer. Mon ikke så mange en hævring en tidlig morgenstund har haft brug for sådan en pause til sit kranium. 

Offentlig badeanstalt  

Omkring 1930 var der sandelig også en offentlig badeanstalt på mejeriet. I to rum var der opsat brusere., og de blev opvarmet fra spilddamp fra dampmaskinen. Prisen var cirka 25 øre. Ofte havde skoleklasser også udflugt til denne badeanstalt.

I midten af 30erne blev bruserne taget ned, men så kunne man da altid tage et karbad på mejeriet. Dette benyttede dyrlæge Kragh sig af. Han adviserede altid sit komme, for så var han sikker på at mejeristens kone eller pige ville hjælpe ham støvlerne af.  

I det tidligere Højer Landsogn havde man ikke drikkevand. Leverandørerne til mejeriet havde derfor aftale med mælkekusken, at han altid havde frisk vand med til dem, når han kom fra mejeriet. Men betingelsen var, at han fik mælk med retur.  

Grog hos grænsegendarmerne

Mejeriets lastvogn transporterede også vand til grænsegendarmerne i Siltoft. De tyske gendarmer på den anden side, fik ikke noget vand. Så mejeribilen fik lov til at passere grænsen og forsyne dem. Og bilen havde også hver gang kærnemælk med til tyskerne. Og det var de temmelig glade for, så glade at chaufføren fik masser af grogger. Det skete ret så ofte, at chaufføren ikke var i stand til at køre tilbage til Højer.  

Chikane fra myndighederne

Mejeribestyrer Christian L. Holm var født i Gabøl i 1874. Hans far, der var kromand var optant. Det vil sige, at han ved Sønderjyllands afståelse i 1864 benyttede sin ret til vedblivende at være dansk statsborger, selv om han boede i et område, som var under preussisk styre. 

Christian Holm var altså optantbarn og dermed statsløs. Det voldte ham en del problemer.  I første omgang bestyrede han Højer Mejeri fra 1901 til 1916.

I 1896 – 1897 havde han været dansk soldat i Fredericia. I 1916 søgte han dansk indfødsret, bilagt anbefalinger fra alle de danske mejerier, hvor han havde været ansat. Han fik sin indfødsret i 1916.  

Myndighederne gjorde ham livet svært i Højer. Han havde fået udfærdiget et særligt pas, så snart han skulle bevæge sig ud af Højers område. Skulle han for eksempel en tur ud til slusen, måtte han melde det på borgmesterkontoret. Og der skulle han melde sig, når han kom tilbage.

Det blev efterhånden for bøvlet. Derfor søgte han til Ballum og blev mejeribestyrer der. Børnene kom i Ballum Skole, der stadig havde to ugentlige timer i dansk. Men de to timer deltog Holms børn dog ikke i. For på den tyske skole i Højer, hvor børnene havde gået, havde man ikke dansk timer    

Tilbage til Højer

I 1923 manglede Højer Mejeri en mejeribestyrer. Det havde ligget stille et års tid. Så vendte Holm tilbage og købte mejeriet. I 1946 solgte han det til sin søn, der drev det indtil det blev nedlagt i 1965. 

Christian L. Holm giftede sig i 1906 med en tysk pige, Elisabeth Mathiesen fra Herbergsgade.